• Tilretningsprocessen med Preben Jørgensen huse

    Så kom vi så langt, vi blev d. 9/11/2015 kontaktet af Nikolaj fra Preben Jørgensen Huse, med de første tegninger til huset.

    Men for at dette indlæg giver mening, vil jeg gerne lige hurtigt gennemgå hvad vi havde af forventninger til tegningerne, dette er også gennemgået i tidligere blog indlæg, men for klarhedens skyld forklarer jeg lige lidt af det igen.

    Vi blev til at starte med forelsket i en opbygning, som vi havde set i et hus i Odense. Huset var bygget af Preben Jørgensen Huse, og havde stort set præcist den indretning vi gerne ville have, derudover var huset speciel i det vinduesparti der er i Køkken/alrummet. Opbygningen af Køkken/alrummet giver et specielt, men rigtig flot design af loftet inde i køkken/alrummet,  så denne ville vi meget gerne ramme.

    Som huset forventes at se ud, dog med saddeltag i stedet for afvalmet

    Derudover var plantegningen som vist herunder. Igen, vil jeg pointere at vi var ret vilde med vindues partiet til huset, og havde brugt ovenstående billede og givet adressen til Søren som gav os en pris på vinduesparti, loft til kip mm. ud fra dette.

    gyldenhusevej_plantegning

    Men dagene gik, og vi fik jo den her længe ventede mail fra Nikolaj.

    I mailen var der 2 dokumenter, og lidt tekst der henviste til følgesedlen. Så lad os gå igennem følgesedlen først, ordlyden i følgesedlen lød således:

    Hermed fremsendes tegninger til gennemgang.
    Vær venlig, at gå dem godt igennem, så vi får alle rettelser med første gang.
    Rettelser ud over den første gang koster penge.
    Hvis I skal have andre vinduer eller udvendige døre, end dem vi har tegnet på, skal vi have besked i forbindelse med godkendelse af tegningerne, herefter kan de ikke ændres.
    Placering af afløb, toiletter og emhætte er ligeledes meget vigtig på grund af støbearbejdet og produktionen af spærene.
    Når HTH Vejle har lavet de endelige inventar tegninger, sendes de til Tørring VVS og Ølholm EL, som udarbejder henholdsvis VVS- og EL plan.
    Tilbagemelding på tegningerne, inden 1 uge, tak.

    Bemærk teksten der står med fed, var ikke med fed i følgesedlen, men jeg ville gerne fremhæve den her.
    Dette var én af de ting vi ikke havde fået noget at vide om før nu. Vi har altså ét forsøg til at komme med alle de rettelser der er til huset.

    Men, hvor galt kan det gå? Vi har jo været meget specifikke om hvad vi ville have og endda kommet med et hus de nærmest kunne kopiere fra – det burde jo være lige til. Vi går derfor hen og åbner den anden vedhæftning, som indeholder detail tegninger af huset.

    Resultatet ses herunder

    forside_bagside_hus_komplet_1_forsoeg

    Jeg vil bede dig om at kigge på de to tegninger, igen, den øverste er det hus vi har bedt om, men tilpasse grunden, og her er huset som vi fik en tegning på, sammen med en besked om at vi havde ét forsøg til at rette det.

    I min optik ligner det at de har bygget et hus, inden i huset med det vindues parti, jeg ringer derfor til Nikolaj, med stor undren, for hvordan kan det nogensinde hænge sammen, at vi har ét forsøg til at fortælle hvad der skal ændres når de ikke leverer tegninger der bare minder om det hus vi har bedt om?

    Plantegningen som her kan ses viser også en ret tydelig forskel:

    plantegning_1_forsoeg

    Jeg får så forklaringen om at han aldrig har hørt om det andet hus, men blot har lavet det som han har fået at vide fra Søren, hvilket jeg jo lidt frækt til påstå ikke kan være vores problem. Men vi har så nogle dialoger frem og tilbage, og aftaler så at jeg sender tegningerne til det originale hus til ham, samt skriver til ham om de ændringer vi har til dette for at det kan passe til det vi forventer. Derudover fortæller han at når vi har bedt om få noget ændret nu, og lever det ikke op til forventningen, tilpasser de det til vi er tilfredse, hvilket da i det mindste beroliger lidt. Her overvejede jeg lidt at skrive “hele huset” retur til dem, da det jo var ret langt fra det vi bad om.

    Altså, alt i alt ikke verdens bedste start.

    Derudover undrer vi os noget over at vi skal tage stilling til hvor alle afløb, vandhaner mm. skal sidde allerede nu, uden at have snakket med VVS firmaet. Det vil i vores optik give ret god mening at høre dem om der var noget de kunne anbefale, de ved jo trodsalt mere om det end os andre.

    Da jeg kontakter Nikolaj første gang, spørger jeg ham om en forklaring på hvordan det nogensinde kan give mening at vi skal godkende den endelige tegning uden nogensinde at have snakket med dem der har forstand på det, hvortil jeg får at vide at “det plejer at være sådan”, et svar jeg ikke kan bruge til forfærdeligt meget.

    Derudover beder vi om at få et afløb i bryggerset, en ændring der åbenbart slet ikke kan lade sig gøre, denne gang med svaret “det laver de ikke længere.” Jeg er da klar over det ikke er gratis, men jeg kan ikke engang få en pris på det, svaret er bare “det laver vi ikke mere”. 

    Vi har jo ikke rigtig andre muligheder end at acceptere det, men igen må jeg erkende at jeg synes det vi indtil nu har oplevet efter underskriften er skuffende.

    D. 19. november modtager vi så igen tegningerne fra Nikolaj, denne gang ser de således ud.

    forside_bagside_hus_komplet

    Så nu ligner det noget vi kan bruge, det udvendige ser i hvert fald rigtigt ud.

    plantegning_svaneparken

    Også indvendigt ser det nu korrekt ud, så vi begynder da absolut at nærme os.

    Men en nærmere sammenligning af de to huse viser nu alligevel en forskel.
    sammenligning_hus

    Hvad der falder os i øjnene her, er at den murede overlægger over vinduet, nu pludseligt ikke er muret længere, men blot består af en træbjælke. Igen udfordrer vi derfor Nikolaj på forskellen, hvortil han kommer med et i min verden voldsomt provokerende svar. svar var “det giver en merpris!”. Siden vi bad om at køkken/alrum, identisk med vores eksempelhus, men blot spejlvendt, så kan jeg absolut ikke se at vi skal til at betale mere, for at få det som vi har bedt om en pris på. Og her var vi faktisk så langt, at jeg sendte spørgsmålet videre til vores advokat som her gav os helt ret. Grundet det i min verden provokerende svar kontaktede jeg Søren, og bad ham om at træde ind, da jeg efterhånden var ved at nå min grænse for hvad jeg gad står model til.

    Efter en del diskussion med Nikolaj har vi dog valgt at beholde overlæggeren, da han efterfølgende kom frem til en forklaring om at de havde fundet ud af det ikke kunne holde i længden, og ville kræve at vi fjernede et vindue. En forklaring om manglende holdbarhed kan jeg leve med, men en forklaring om merpris for noget som er aftalt er helt uacceptabelt.

    Så vi er nu kommet så langt at vi har godkendt tegningerne og fået den underskrevne kontrakt fra Preben Jørgensen Huse underskrevet retur.

    Nu håber vi så at det giver færre problemer i resten af tiden med byggeriet, end det vi har oplevet her.

Skriv et svar